Mors æblekage
Jeg har altid været meget imponeret af min mors æblekage. Hemligheden består i forholdet mellem de forskellige elementer. Den klassiske danske æblekage, kan spores helt tilbage til 1759. Imponerende.
Mor har altid sagt, at man ikke kan lave en opskrift på æblekage. Pjat, har jeg tænkt. Men vitterlig, det kan man ikke. Man kan måske godt lave en fremgangsmåde. Men en decideret opskrift med mængdemål, det må være umuligt. Der er en stor forskel i sødmen fra forskellige æblesorter, men andre ting såsom vejret spiller også ind. Derfor må den eneste løsning være, at smage sig frem. Men så bliver det også rigtig godt.
Du skal bruge:
Æbler, gerne nedfaldsæbler
Sukker
Evt. vaniljestang
Æblekagerasp
Fløde
Ribsgelé
Først skal du lave en sød æblemos. Skrald æblerne og skær dem i stykker, gerne på størrelse med en terning. Æbleskroget skal bare væk.
Kog æblerne med lidt vand (ca. 15%) og evt. vaniljestang i 15 minutter. Du kan fint bruge en vaniljestang, hvor du har brugt kernerne til et andet formål. Æblerne skal være møre, men de må heller ikke være alt for splattet. Tilsæt evt. lidt mere vand og kom sukkeret i. Du skal bruge ca. 15% sukker, men smag dig for guds skyld frem. Æblemosen skal til slut køles af i køleskabet.
Komponeringen af en æblekage lyder meget simpel, men vær opmærksom på de indbyrdes forhold. Start med et godt lag æblemos og kom et ½ cm tyk lag æblekagerasp oven på. Som låg skal der bruges et lag letpisket flødeskum. Det er en dødssynd at piske sin flødeskum for meget, den kommer simpelthen til at smage sært. Pisk den let ved svag hastighed, så bliver den lækker. Toppen af kransekagen er en klat ribsgelé. Server straks.