Bønnespirer
Bønnespiren er en klassisk 80er party/helse ting. Men de smager egentligt ret godt, specielt hvis man leger med flere bønner, end den klassiske ming bønne.
Det er nemt at lave bønnespirer selv. Man kan lave spirer af mange forskellige ting: Azuki, kikærter, linser, lucerne, mungbønner og mange flere. Du kan finde bønnerne/frøerne i din lokale helsekostbutik.
Man kan købe nogle smarte spirekasser til formålet, eller blot bruge et gammelt syltetøjsglas. Jeg vil gennemgå syltetøjsglasmetoden, da det er den billigste og den eneste form jeg har prøvet.
Først skal bønnerne/frøene ligges i blød. Fyld cirka 1 centimeter bønner/frø i et syltetøjsglas og fyld glasset med vand. Herefter skal det stå mørkt ved stuetemperatur i et døgns tid. Jeg putter en mørk pose henover glasset, men du kan også stille det ind i et skab.
Efter et døgn hælder du vandet fra. Dette gøres nemmest ved blot at løsne låget og hælde. Bønnerne skal nu stå i 3 til 5 dage og spire. Dette gør jeg også i mørke, så bliver bønnerne flottest.
Man skal dog være opmærksom på, at bønnerne nemt kan begynde at gære. Skyld dine bønner cirka 3 gange om dagen, så undgår du det problem.
Når bønnerne er klar, kan du opbevare dem i køleskabet. God fornøjelse.