Tomatketchup for drengerøve
'Man skal altid have hjemmelavet tomatketchup i køleskabet. Den dag man ikke gider lave mad, vil ketchuppen rede din røv'
Ingredienser:
4 pund flåede tomater
1 dl eddikke, f.eks. Æblecidereddike eller hvidvinseddike.
½ pund sukker
10 peberkorn
1 laurbærblad
Ingefær (knold på størrelse med et låg til en cola)
Salt
Atamon
Ketchup er et must i ethvert drengerøvskøkken. En god ketchup kan rede selv den mest pinlige pastaret. Men den kan faktisk også fint indgå som pep i andre retter. Det er ret simpelt at lave sin egen ketchup. Det er en smagssag hvordan man bedst kan lide sin ketchup, prøv dig derfor frem. Jeg har prøvet mange ketchupper med alle mulige mærkelige ingredienser som: Kanel, æbler, banan, enebær, woch og meget andet, nogle gange med mere held end andre gange. Min personlige konklussion er dog blevet, at jeg foretrækker den simple ketchup.
Lad alle ingredienserne, pånær Atamon, simre i en stor gryde i mindst en timers tid, under låg. Hvis ketchuppen bliver for tør undervejs, kan du altid tilsætte lidt vand. Når ketchuppen har fået en god grund smag, fisker du laurbærbladet og ingefærknolden op og blender resten. Herefter skal det en tur tilbage i gryden og smages til med sukker, salt og eddike. Forsøg dig lidt frem med mængden af sukker og eddikke. Det er vigtigt at ketchup har den rette balance mellem det sure og det søde. Når du syntes ketchuppen er færdig, skal den på atamonskyllede flasker.