Hjemmelavet yoghurt
Æggene stammer fra hønsene, mælken stammer fra køerne og yoghurten stammer fra supermarkedet. Sådan behøves det dog ikke at være. Altså det med yoghurten og supermarkedet. Det er nemlig imponerende let at lave sin egen yoghurt, bare man tager et par forholdsregler ang. renligheden.
Du skal bruge:
1 liter letmælk
en slat yoghurt natural, f.eks. cultura
Yoghurt er kort sagt mælk, der er blevet omdannet af yoghurt kulturer. Fremgangsmåden er utrolig let, man skal dog være opmærksom på hygiejnen. Start med at give mælken et hurtigt opkog, mens du rører godt rundt i gryden. Det er vigtigt at mælken ikke brænder på. Når mælken har været i kog, skal den køles hurtigt af. Jeg stiller gryden ned i køkkenvasken, der er fyldt med koldt vand. Det er vigtigt at mælken bliver kølet hurtigt ned for, at sikre at de forkerte bakterier ikke for fat. Nu skal temperaturen ned på 30-40 grader. Tjek temperaturen med et sukker- eller stegetermometer.
Når mælken er blevet kølet af, skal du smide en slat yoghurt i. Rør derefter godt rundt i mælken. Jeg bruger ca. 1 deciliter til 1 liter mælk. Det er vigtigt at yoghurten er natural(altså uden frugt o.lign). Man kan lave yoghurt på mange forskellige kulturere, men jeg syntes det bliver bedst af, at bruge mange forskellige. Kultura indeholder f.eks. en del forskellige kulturer. Næste gang du laver yoghurt, så bruger du blot en slat af den yoghurt, du lige har lavet.
Mælken skal nu står ved ca. 30-40 grader i et døgn. Den temperatur rammer jeg lige præcis ved, at stille mælken i min ovn og blot tænde for pæren. Pæren afgiver lidt varme, som hæver temperaturen i ovnen. I morgen vil du opleve en fast masse med et lille lag væske oven på. For at få en flot og lækker yoghurt, skal du piske massen og væsken godt igennem.